Slagelse hylder de frivillige med årligt fejringsevent og priser til ildsjæle

Foto: Slagelse Kommune.
dato

Sundhedsudvalget i Slagelse Kommune gentager Frivillig Fejring og fortsætter med at hylde de mange frivillige kræfter, der hver dag bidrager til socialt fællesskab og mental trivsel.

Rundt om i Slagelse Kommune yder frivillige hver dag en stor og ofte usynlig indsats for andre, drevet af engagement, fællesskab og lysten til at hjælpe. Sundhedsudvalget har besluttet at gentage arrangementet Frivillig Fejring til efteråret som en anerkendelse af det frivillige sociale arbejde i kommunen. Arrangementet afholdes den 29. oktober 2026.

Frivillig Fejring blev første gang afholdt den 9. oktober 2025 i forbindelse med kommunens sundhedspolitik, hvor fokusområderne er fællesskab, trivsel og mental sundhed. På baggrund af stor opbakning og positive tilbagemeldinger har Sundhedsudvalget valgt, at Frivillig Fejring fremover skal være en årlig begivenhed.

Arrangementet er for frivillige, foreninger og fællesskaber, der udfører frivilligt socialt arbejde i Slagelse Kommune. Det inkluderer blandt andet indsatser rettet mod udsatte børn og unge, voksne i sårbare livssituationer, ældre samt mennesker med handicap.

Deltagerne kan se frem til en festlig aften med fællesspisning, underholdning og mulighed for at mødes på tværs af fællesskaber. Arrangementet byder desuden på prisuddelinger og hædring af jubilarer. I 2026 uddeles fire priser: Årets Frivillige Sociale Forening (udddeles af Frivilligcenter Slagelse), Årets Frivillige Ildsjæl for initiativer til henholdsvis børn, unge og familier, voksne og seniorer.

Fra 27. juli til 16. august 2026 kan kandidater til de fire priser indstilles, og fra 1. oktober åbnes der for billetsalg til Frivillig Fejring via kommunens hjemmeside. Der er plads til op til 300 deltagere. Frivillige, der er indstillet til en pris, tilbydes gratis deltagelse, mens øvrige frivillige kan købe billet til arrangementet for 75 kr. Yderligere information om program og tilmelding offentliggøres løbende på kommunens hjemmeside.

Følg med i Frivillig Fejring.

https://www.slagelse.dk/da/nyheder/sundhedsudvalget-gentager-hyldest-af-frivilligt-socialt-arbejde/

Kilde: Slagelse Kommune
Flere artikler