Slagelse Kommune inviterer foreninger og grupper til nyt forum for at styrke foreningslivet og folkeoplysningen

Foto: Slagelse Kommune.
dato

Slagelse Kommune lancerer nyt forum for foreningsliv og folkeoplysning – still op senest 25. maj og vær med til at præge udviklingen.

Foreninger, aftenskoler og selvorganiserede grupper i Slagelse Kommune kan nu få ny indflydelse på rammerne for fritids- og foreningslivet. Byrådet har for nyligt vedtaget vedtægter, kompetenceplan og retningslinjer for det nye Forum for Foreningsliv og Folkeoplysning. Alle interesserede har mulighed for at stille op til forummet frem til den 25. maj kl. 10.

Et velfungerende foreningsliv og et stærkt folkeoplysningsområde bygger på god dialog og samarbejde. Det nye forum skal skabe et fælles udgangspunkt for udvikling af aktiviteter og fællesskaber i kommunen. Som medlem af forummet får man mulighed for at bidrage med egne erfaringer og ideer og deltage i beslutninger om politikker, regler og fremtidige initiativer på området.

Forum for Foreningsliv og Folkeoplysning får en bred og mangfoldig sammensætning med repræsentanter fra oplysningsforbund, idrætsforeninger, børne- og ungdomskorps, handicapforeninger, øvrige foreninger, selvorganiserede grupper, Byrådet, Slagelse Talent og Elite-klubberne samt Slagelse Kommunale Elevråd. Derudover deltager repræsentanter fra Folkesundhed administrativt uden stemmeret.

Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget opfordrer alle relevante parter til at engagere sig og bidrage til at forum bliver et stærkt fællesskab med mange forskellige perspektiver. Fristen for opstilling er den 25. maj kl. 10. Det nye forum etableres for perioden 2026–2029, og Byrådet sammensætter forummet ud fra de indkomne indstillinger.

Læs mere eller stil op via dette link: https://www.slagelse.dk/da/fritid-og-faellesskab/faa-indflydelse-paa-fritids-og-foreningslivet/

For yderligere information henvises til kommunens hjemmeside.

https://www.slagelse.dk/da/nyheder/stil-op-til-nyt-forum-og-faa-indflydelse-paa-fritids-og-foreningslivet/

Kilde: Slagelse Kommune
Flere artikler