Slagelse Kommune inviterer til tidlige forslag om byudvikling og arealudlæg i ny kommuneplan 2027

Foto: Slagelse Kommune.
dato

Slagelse Kommune åbner nu for borgeres og virksomheders forslag til arealudlæg og ændringer af kommuneplanrammer som led i arbejdet med Kommuneplan 2027.

Arbejdet med Kommuneplan 2027 starter snart, og Slagelse Kommune inviterer derfor borgere, virksomheder og lodsejere til at indsende ønsker og forslag, der kan indgå i den kommende plan for kommunens fysiske udvikling.

Kommuneplanen udgør den overordnede ramme for kommunens udvikling og revideres hvert fjerde år. Planen fastlægger blandt andet, hvor der kan placeres nye boliger, erhvervsområder, butikker og grønne områder, og fungerer som en rettesnor for kommunens fremtidige udvikling.

Hvor borgere og interessenter tidligere først blev inddraget, når et forslag til kommuneplan blev sendt i høring, åbner kommunen nu for, at ønsker og idéer kan indsendes allerede i den indledende fase. Det giver mulighed for, at forslag kan integreres tidligt i planlægningsprocessen.

Der kommer også en lovpligtig høring senere, men kommunen opfordrer borgere, virksomheder og lodsejere med konkrete ønsker og idéer til udvikling om at tage kontakt nu, så administrationen kan vurdere forslagene og kvalificere dem i den videre proces.

Slagelse Kommune har særlig interesse i forslag, der bidrager til en bæredygtig og langsigtet udvikling, for eksempel nye arealer til virksomheds- eller boligbyggeri eller ændringer af de eksisterende rammer for anvendelse af et område. Alle forslag bliver vurderet ud fra planmæssige hensyn, miljøforhold og sammenhæng med den øvrige udvikling i kommunen. Selvom ikke alle forslag kan imødekommes, vil de alle indgå i det videre arbejde.

Når et forslag til Kommuneplan 2027 er udarbejdet, sendes det i offentlig høring i otte uger – forventeligt i august og september 2027. I denne periode kan alle interesserede indsende høringssvar, og der afholdes borgermøder med mulighed for dialog og yderligere input til planarbejdet. Kommuneplan 2027 forventes vedtaget af Byrådet sidst på året 2027.

Der kan indsendes forslag om nye arealer til erhvervs- eller boligudvikling samt ændringer af eksisterende kommuneplanrammer. Forslagsstillere opfordres til at vedlægge relevant materiale, såsom skitser, analyser eller beskrivelser, der belyser projektets potentiale og sammenhæng med resten af kommunens planlægning.

Forslag kan sendes til plan@slagelse.dk senest den 1. oktober 2026. For yderligere oplysninger kan man kontakte formand for Erhvervs-, Udviklings- og Landdistriktsudvalget Karin Tellerup Have på tlf. 21 48 54 83 eller planchef Darrin Bayliss på tlf. 29 82 43 09.

https://www.slagelse.dk/da/nyheder/kom-med-forslag-til-kommuneplan-2027/

Kilde: Slagelse Kommune
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.
Mest læste artikler