Slagelse Kommunes forebyggelsesmodel for ældre opnår international hæder som en af Europas bedste borgercentrerede indsatser

Foto: Slagelse Kommune.
dato

Slagelse Kommunes forebyggelsesmodel WIPP360 opnår europæisk anerkendelse som én af de 10 bedste borgercentrerede indsatser i Europa.

WIPP360, der er Slagelse Kommunes model til forebyggelse for ældre borgere, har modtaget et ‘Good Practice Certificate’ – en europæisk anerkendelse for god praksis i den offentlige sektor. Med denne anerkendelse placeres WIPP360 blandt Europas 10 bedste projekter inden for forebyggelse og borgercentrerede løsninger.

Modellen, som er forankret i Sundhed og Ældre i Slagelse Kommune, benyttes til systematisk at opspore særligt sårbare og kronisk syge, ældre borgere med størst behov for forebyggende indsatser. Anerkendelsen supplerer WIPP360’s modtagelse af KL’s Forebyggelsespris i 2024 og understreger projektets plads blandt Europas førende indsatser for borgercentreret forebyggelse på kommunalt niveau.

WIPP360-værktøjet anvendes dagligt af kommunens forebyggelseskonsulenter, som typisk er sygeplejersker, fysioterapeuter eller ergoterapeuter. Ved hjælp af et digitalt spørgeskema, dataanalyse og forebyggende hjemmebesøg identificeres ældre borgere i risiko for tab af funktionsevne og livskvalitet, så en målrettet indsats kan igangsættes i tide.

Modellen stammer fra et EU-finansieret forskningsprojekt, der blev startet i 2016, blandt andet i Slagelse Kommune. Efterfølgende er den videreudviklet i tæt samarbejde med Syddansk Universitet og Middelfart Kommune, og succesen skyldes især det brede samarbejde på tværs af fagmiljøer, kommuner og forskningsinstitutioner.

WIPP360 har markeret sig blandt finalister fra hele Europa, hvor mange projekter er store dataplatforme eller AI-løsninger. Slagelses projekt adskiller sig ved fokus på praksisnær og borgernær forebyggelse, som er udviklet og implementeret i den kommunale hverdag, og anerkendelsen kan inspirere andre kommuner i Europa til tidligt at sætte ind med forebyggelse.

Interesserede kan høre mere om WIPP360 på Slagelse Kommunes Ældrekonference den 10. juni, som henvender sig til fagfolk, samarbejdspartnere og politikere. Læs mere på Ældrekonference: Styrket forebyggelse gennem digitale løsninger.

Fakta om WIPP360:

  • WIPP står for Welfare Innovation in Primary Prevention (Velfærdsinnovation i den primære forebyggelse).
  • Modellen bruges af sundhedsfagligt personale til systematisk opsporing af særligt sårbare eller kronisk syge ældre borgere til forebyggelsesforløb.
  • Bygger på et EU-finansieret innovationsprojekt fra 2016 med deltagelse af Slagelse Kommune, senere videreudviklet sammen med Syddansk Universitet og Middelfart Kommune.
  • Bruges nu i mere end halvdelen af landets kommuner samt flere norske kommuner.
  • Vandt KL’s Forebyggelsespris 2024 og har nu modtaget international anerkendelse ved EPSA.
  • Læs mere om anerkendelsen ved European Public Sector Award

Yderligere oplysninger kan fås hos Udviklingskonsulent Gorm Riisager Rabølle på e-mail gomnu@slagelse.dk eller telefon 40 29 96 60.

https://www.slagelse.dk/da/nyheder/wipp360/

Kilde: Slagelse Kommune
Flere artikler