Uddannelsesbefalingsmand og faglærer (oversergent) til Uddannelsessektionen ved stab 2. Brigade (genopslag)

Profilbillede
dato

BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet

Vil du være med til at præge udviklingen og uddannelsen af kamptroppernes førerpersonel, og har du samtidigt evnerne og lysten til at udvikle dig fagligt?
Søg stillingen, i en sektion, som vægter din kompetenceudvikling højt og samtidigt har høje forventninger til din selvstændighed og evne til at levere kvalitet i opgaveløsningerne.

Om os

2. Brigades enheder består af opklaringsbataljonen på Bornholm, den lette infanteribataljon i Haderslev, panserbataljonen og uddannelsesbataljonen i Holstebro samt uddannelsesbataljonen i Slagelse. Derved har vi opgaver inden for rammerne af både Hærens Basisuddannelse, Hærens Reaktionsstyrkeuddannelse og Stående Reaktionsstyrke, og er samtidig ansvarlig for teknisk og taktisk udvikling inden for de tre kapacitetsområder: Opklaring, kampvogne og let infanteri.

Brigadestaben skal kunne opstilles som et hovedkvarter med hele eller dele af staben, der kan indgå i internationale operationer eller nationale opgaver i hele kongeriget, herunder ved terroranslag, større naturkatastrofer og tilsvarende.

Brigadechefen varetager funktionen som tjenestegrensansvarlig chef for kamptropperne, hvilket bl.a. indebærer, at brigaden er ansvarlig for styrke- og uddannelsesudvikling af kamptropperne på tværs af begge brigader. Vi er endvidere overordnet ansvarlige for uddannelse af enheder til nationale og internationale operationer.
Geografisk er 2. Brigades hovedkvarter placeret på Gardehusarkasernen i Slagelse.

Om Uddannelses- og udviklingssektionen (G7).
Sektionen består af seksten fastansatte, otte officerer og otte befalingsmænd. Herudover indgår der ni reservister på rådighedskontrakt, både officerer og befalingsmænd.
G7 er ansvarlig for udmøntningen af Brigadechefens tjenestegrensansvar. Det betyder, at vi i praksis gennemfører styrke- og uddannelsesudvikling for kamptropperne i samspil med en bred skare af interessenter: Fagansvarlige bataljoner, Hærkommandoen (HKO), Tjenestegrensinspektørelementet for kamptropperne, Kapacitetsudviklingsafdeling Land ved FMI, Center for Landoperationer ved Forsvarsakademiet (FAK) m.fl.

En stor del af virket består i at rammesætte arbejdet for enhederne, synkronisere opgaver og emner på tværs af Hæren, implementere nye tiltag og indgå i arbejde, både inden for teknologisk, doktrin- og organisatorisk udvikling. Derudover arbejder vi målrettet med at synkronisere og opdatere kamptroppernes uddannelsesgrundlag med henblik på at sikre en rød tråd i uddannelserne. Arbejdet sker i tæt samarbejde med fagansvarlige bataljoner, HKO og FAK.

G7 påtager sig på nuværende tidspunkt ansvaret for følgende kurser:
• Våbenkursus for officerer i kamptropperne – En praktisk føreruddannelse, der retter sig mod nyudnævnte premierløjtnanter.
• Grundlæggende føreruddannelse Næstkommanderende/Deling (NK/DEL) infanteri, der retter sig mod kommende NK/DEL.
• Grundlæggende føreruddannelse gruppefører infanteri - En praktisk føreruddannelse, der retter sig mod unge sergenter i kamptropperne.
• Skydeleder 2 – Beføjelsesgivende uddannelse som sætter officerer i stand til at gennemføre enhedsskydninger til og med delingsniveau.
• Grundlæggende militær uddannelse (GMU) for civile – Et komprimeret GMU-forløb der primært målretter sig mod civile tolke.
• Støtte til Taktik Kampunderafdeling for officerer af reserven – Føringskursus for reserveofficerer.

Om stillingen

Som uddannelsesbefalingsmand (UDDBM) og faglærer (FAGLÆ) er du ansvarlig for at tilrettelægge, gennemføre og evaluere dele af 2. Brigades føreruddannelseskurser, i tæt samarbejde med kursuselementets lærere og kursusledere. Du får opgaver og ansvar i kurser, der primært målrettes førerpersonel i kamptroppernes infanterienheder. Som UDDBM og FAGLÆ indgår du som underviser i dele af uddannelserne samt som sparringspartner for øvrige lærere og kursusledere på kurserne. Derudover vil du forestå en del af den praktiske og logistiske tilrettelæggelse og gennemførelse af kurserne på samme vis som NK/DEL ved en infanterideling, i tæt samarbejde med logistiksektionen G4 ved 2BDE. Supplerende til stillingen kan opgaver i relation til inspektions-/kontrolvirksomhed indgå, hvor du med den tjenestegrensansvarlige myndighed deltager i besøgs- og kontrolvirksomhed ved Hærens Kamptropsenheder.

Mellem kursusaktiviteter findes en balance mellem forberedelse af kommende kurser og projekter - og egen kompetenceudvikling. Ligeledes vil der i perioderne mellem kursusaktiviteter være mulighed for at tilgodese ”Work Life Balance”; det kunne fx være afvikling af friheder, herunder kortere arbejdsdage samt mulighed for hjemmearbejdsdage.

Bemærk at G7 / 2BDE både har stillingen som Uddannelsesbefalingsmand og Faglærer (M221 oversergent) samt som Uddannelsesbefalingsmand og Lærer (M231, seniorsergent) i opslag pt.

Om dig

Du er udnævnt oversergent M221, eller er en rutineret og erfaren sergent, der inden for en kortere periode kan erhverve resterende forudsætningsskabende uddannelse med henblik på udnævnelse. Er du ikke udnævnt seniorsergent, vil en ansættelse ske på en udviklingskontrakt.

Fra tidligere tjeneste har du opbygget indgående kendskab til gruppe- og delingsniveauet i kamptropperne, og gerne underafdelingsniveauet. Du besidder en høj grad af entusiasme for uddannelse samt ledelse af soldater og enheder på gruppe- og delingsniveau. Det er væsentligt, at du har fungeret som NK/DEL ved en infanterienhed.

Herudover prioriteres kvalifikationer som infanterifaglærer, våbenuddannelser samt erfaring fra international tjeneste.

Ønsket profil:
Du er bredt respekteret både fagligt og som befalingsmand. Du skaber følgeskab blandt kollegaer og elever gennem din personlige autoritet samt positive og pragmatiske tilgang til tjenesten. Du trives med planlægning, tilrettelæggelse og særligt gennemførelse af uddannelse. Du har gode samarbejdsevner på alle niveauer og udviser en høj grad af selvstændighed.
Dette kommer bl.a. til udtryk ved at:
• Du arbejder selvstændigt, er opsøgende og forudseende inden for dine ansvarsområder.
• Du indgår i samarbejde med mange forskellige typer af mennesker og har blik for, hvordan du bringer deres kompetencer i spil, med henblik på at optimere den samlede opgaveløsning.
• Du i tilrettelæggelsen tager højde for deltagernes uddannelsesniveau og udnytter rådig tid, materiel og terræn til at udvikle kursusdeltagere bedst muligt.
• Du med din personlige autoritet samt en positiv og pragmatisk tilgang, skaber et åbent og dialogbaseret læringsmiljø.
• Du er bevidst om din egen rolle i forhold til at skabe et troværdigt læringsmiljø.
• Du arbejder struktureret og fokuseret og leverer gennemarbejdede præstationer og har øje for udvikling og optimering i opgaveløsningerne.
• Du formår at holde styr på detaljer og sammenhænge, og derigennem skaber du overblikket for dig selv og instruktører som indgår i kurset.
• Du engagerer dig i opgaveløsningerne og har fokus på at fastholde de professionelle arbejdsrelationer, også når opgaven er kompleks og tiden er knap.
• Du udbygger og vedligeholder løbende dit netværk til gavn for opgaveløsningen.
• Du har lyst og evne til at vedligeholde og udbygge dine faglige kompetencer.

Ansættelsesvilkår

Stillingen er en oversergentstilling på overenskomstmæssige vilkår. Stillingen kan besættes med en tjenestemand. Løn m.v. er reguleret ved den til enhver tid gældende LC/CO10-fællesoverenskomst og organisationsaftale mellem Forsvarsministeriets Personalestyrelse, CO10 og Centralforeningen for Stampersonel for stampersonel af linjen og reserven samt elever i Forsvarsministeriet med tilhørende myndigheder.

Stillingen kan besættes af en sergent med et godt udviklingspotentiale og som vurderes klar til udnævnelse eller klar til udnævnelse indenfor en kortere årrække.

I så fald vil der blive taget stilling til udnævnelse i forbindelse med ansættelsen, eller der vil blive udarbejdet en udviklingskontrakt, der er målrettet gennemgang af den nødvendige kompetenceudvikling og/eller uddannelse, med henblik på udnævnelse til oversergent efterfølgende. Aflønning sker i henhold til stillingens lønniveau.

Ved ansøgning om en ny stilling i Forsvarsministeriets område, skal forhandling om personlige tillæg indgå i ansættelsesproceduren i henhold til gældende overenskomst.

Dit faste tjenestested vil være i Slagelse.

Som ansat i Forsvarsministeriets område er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforløbet.

Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.

Ansættelsen er betinget af, at du kan bestå Forsvarets fysiske basiskrav og ved helbreds- og tandlægevurderinger erklæres for fuldt egnet til udsendelse i internationale operationer.

KONTAKT OG ANSØGNING:
Nærmere oplysninger om stillingsindholdet kan fås ved henvendelse til Kaptajn Asbjørn Emblem Glückstadt på mail 2BDE-G7-10@mil.dk eller telefon 728 33170.

Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår, kan du kontakte HR-konsulent Mette Sihm ved Forsvarsministeriets Personalestyrelse på mail fps-mes@mil.dk eller telefon 72 81 96 96.

Ansøgningsfristen er den 22. august 2023. Ansættelsessamtaler vil blive gennemført umiddelbart efter ansøgningsfristens udløb. Stillingen er til besættelse 1. september 2023.

Ansøgningen sendes elektronisk via linket i annoncen.

FOKUS og referencer kan medsendes, men er ikke et krav.

Såfremt du er omfattet af en lokal tjenesteplan eller er udpeget til deltagelse i internationale operationer, skal du gøre opmærksom på dette i din ansøgning.

I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed styrker opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.

INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Slagelse Kommune

-Virksomheden tilbyder:

Fastansættelse: fuldtid

-Arbejdsgiver:

Antvorskov Kaserne, Charlottedal Alle 4, 4200 Slagelse

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 22-08-2023; - ansøgningsfristen er overskredet

Ved skriftlig henvendelse: https://candidate.hr-manager.net/ApplicationInit.aspx?cid=1236&ProjectId=184859&DepartmentId=18960&MediaId=4680&SkipAdvertisement=true

Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5887430

Denne artikel er skrevet af Emilie Bjergegaard og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet