Veteranhjem Slagelse får den 5. september permanent adresse på Parkvej 28, hvor der afholdes indvielse og åbent hus. Veteraner, pårørende, borgere og samarbejdspartnere er velkomne, når dørene åbnes til det nye veteranhjem i et område, hvor Slagelse Kommune har nære bånd til Forsvaret via Antvorskov Kaserne og Flådestation Korsør.
Siden 1. november 2024 har Fonden Danske Veteranhjem haft et midlertidigt veteranhjem ved Slagelse Station, men nu etableres et permanent hjem, som kan skabe trygge rammer og et fast samlingspunkt for regionens veteraner og deres familier. Veteranhjemmet er gratis, åbent hele året og tilbyder både samvær, aktiviteter og mulighed for midlertidig overnatning.
Indvielsen foregår som del af Slagelse Kommunes officielle Flagdag, som også markeres andre steder, bl.a. i Anlægget i Slagelse. Programmet på dagen byder fra kl. 12.30 på officiel indvielse, åbent hus, rundvisninger, socialt samvær og foodtrucks. Kl. 14.00 holdes oplæg om Tv-serien Balkan i flammer med Peter Ingemann og Jeppe Michael Jensen samt moderator Anders Lund Madsen.
Veteranhjemmet tilbyder et sted, hvor veteraner og familier kan opleve fællesskab, støtte og mulighed for at møde ligesindede. Hjemmets permanente placering gør det lettere at udvide aktiviteter og styrke fællesskabet for veteraner i hele Region Sjælland.
Fonden Danske Veteranhjem driver seks veteranhjem på landsplan. Formålet er at skabe fristeder, hvor veteraner kan genfinde kammeratskabet fra tjenesten, få støtte og, om nødvendigt, overnatte for en kortere periode.
Kontaktpersoner for yderligere oplysninger:
- Borgmester Knud Vincents, tlf. 20 45 97 98
- Formand for Social- og Beskæftigelsesudvalget Anja Nielsen, tlf. 24 26 65 10
- Fondsdirektør i Fonden Danske Veteranhjem Dorte Skov-Jespersen, tlf. 51 44 00 08
- Leder Veteranhjem Slagelse Martin Freitag, tlf. 40 49 90 82